Red Bull Ragnarok 2015!

I år var jeg endnu en gang med som deltager til verdens største snowkite event – Red Bull Ragnarok, der afholdes på Hardangervidda plateauet i Norge. Sidste år var en fantastisk oplevelse – også selvom jeg knap gennemførte én ud af de 5 omgange, som udgør racet – så da pladserne blev frigivet, sad jeg klar ved computeren. De første 200 pladser blev revet væk på rekordtid, men både Shaun og jeg selv fik plads og kunne dermed gå i gang med planlægningen. Der blev efterfølgende frigivet yderligere 100 pladser, hvoraf Jo var heldig at få en, så vi fik et lille team stablet på benene. Dette års event er det største til dato og vi var blevet stillet i udsigt, at det også ville blive det hårdeste – en udmelding der viste sig helt berettiget.

Starten er netop gået, sørme om ikke min Charger kan ses ude til venstre :-D
Kites i lange baner. Foto credit: Red Bull

Ganske som sidste år var der indtjekning og velkomstmøde torsdag aften og første potentielle race dag fredag efter det obligatoriske race møde. Vi havde planlagt at tage færge fra Hirtshals til Larvik onsdag aften og køre natten igennem, så vi havde det meste af torsdagen til at komme ud få en session i de forhold, som vi senere skulle race i. Vi landede i Haugastøl omkring kl. 7 torsdag morgen og efter at have tjekket ind i lejligheden og få en lille lur, tog vi ud på plateauet. Jeg havde tilmeldt mig i snowboard klassen, da det trods alt minder mest om surfing/landboarding og jeg jo egentligt ikke har nogen erfaring med at stå på ski (uden kite).

Torsdagens session levede fuld ud op til forventningerne :-)
Torsdagens session levede fuld ud op til forventningerne 🙂

Vi havde naturligvis studeret udsigten hjemmefra og både sol, vind og (mangel på) nedbør pegede på, at racet ville blive om fredagen. Der var umiddelbart lovet vind omkring 6-8 m/s, men heroppe i bjergene kan det svinge meget, så der var ingen garantier. De relative varme dagtemperature, der havde forvandlet alt hvad der lignede puddersne til en iskappe, gjorde at jeg (igen i år) besluttede mig for, at forsøge mig i skiklassen, så torsdagens session blev på ski. Der var super god vind, så det bliver min 12’er, der kom i luften og af sted det gik med et top hastighed på ca. 55 km/t. Se nu har jeg jo holdt en relativt lang pause fra kiting, så var lidt spændt på hvordan kroppen ville tage det, men det gik faktisk meget bedre end først forventet og jeg fik tracket lidt over 30 km, inden vi besluttede os for at spare kræfterne til morgendagens (forventede) race. Det var lidt bøvlet at få lov til at skifte klasse i år, men sent torsdag aften lykkedes det – og godt det samme Shaun havde nemlig glemt at pakke mine snowboardstøvler i bilen, så skulle have været tidligt oppe og leje et par ellers.

Det lykkedes sent torsdag at skifte klasse til ski - og dermed få en rød vest :-)
Det lykkedes sent torsdag at skifte klasse til ski – og dermed få en rød vest 🙂

Til fredagens race møde blev det (næsten) åbenlyse bekræftet, det var i dag slaget skulle stå. Det til dato hårdeste Red Bull Ragnarok race havde set sit lys, 5 omgange af 20 km – i direkte linje vel at mærke, og det er som bekendt ikke altid, at forholdene tillader at man tager den lige linje! Der var på det tidspunkt whiteout på plateauet, men racemasteren var fortrøstningsfuld overfor, at det ville blive bedre i løbet af dagen. Der var blevet målt vind op til 15 m/s, så tankerne om hvilken størrelse kite, der ville være den rigtige begyndte nu. En af de fantastiske ting ved Red Bull Ragnarok er, at deltagerne spænder lige fra verdens atleter som Ruben Len10, Nick Jacobsen og Alex Robin til weekend warriors som os selv, ja endda folk der én uge forinden aldrig havde kitet før – det var derfor også til at mærke spændingen i luften, da ca 300 kitere gik og fandt udstyr og pakkede det ind i busserne, der skulle fragte os op til spottet.

Årets rute var ca. 20 km  i lige linje imellem gates - og umiddelbart med begrænset opkryds...
Årets rute var ca. 20 km i lige linje imellem gates – og umiddelbart med begrænset opkryds…

Vi fik sneget os med den første bus, så ankom i god tid til at finde et godt sted at sætte op og få gjort klar, med 1½ time til første mulige start, var der fin tid til at rigge til og se forholdene an. En hurtig måling og vurdering baseret på torsdagens session viste tydeligt, at der var masser af vind at gøre godt med, så jeg satte min 12’er op og kørte en hurtig tur ud for at se forholdene an. Det er svært at være utilfreds med en helt powered 12’er, sne der ikke er helt iset til og højt flot solskin. Jeg havde en rigtig god fornemmelse af, at jeg ville kunne gennemfør racet dette år. Den vejrudsigt, som jeg havde set for området lagde op til, at vinden skulle være nogenlunde stabil hele dagen, måske endda en lille smule stigende, så var sikker på, at jeg havde valgt den rigtige kite til formået.

Der var kites i lange baner i launch area...
Der var kites i lange baner i launch area…

Starten blev i første omgang udsat til kl. 13.00 pga. whiteout, der dog ikke umiddelbart var til at se i startområdet – vi var alle tre enige om, at det gav bedst mening at spare på kræfterne, så tog kun et par korte ture inden vi tog kites ned. Netop som vi var ved at tage kites op for at gøre klar til start fik vi af vide, at starten var udskudt yderligere en hav time, men besluttede os for at lade dem blive oppe og se os lidt omkring uden at bruge for mange kræfter. Da jeg fik kørt en tur anden gang var det tydeligt, at vinden var faldet, men jeg kunne stadig holde fint fart og køre op ad bjergsiderne, så det virkede jo ok – specielt i lyset af at startområdet var lavtliggende og der sidste år var markant mere vind på toppen af bjergene, hvor de fleste gates ville være placeret. Jeg havde en snigende fornemmelse i maven af, at jeg skulle tage tilbage og skifte til min 18’er, men tænkte jeg sagtens kunne klare første omgang på min 12’er og så kunne jeg se tiden an og evt. skifte efter første omgang – det er jo relativt hurtigt klaret med foils.

Så er det snart tid til at få fundet en god plads inden startskuddet lyder...
Så er det snart tid til at få fundet en god plads inden startskuddet lyder…

Ligesom sidste år havde jeg besluttet mig for at starte tilbage i feltet og meget downwind, den taktik tiltalte Jo, der deltog for første gang i et race af denne størrelse. Vi fandt os et godt sted lidt oppe af en bakkeside hvor vi havde et fantastisk view ud over området, der langsom men sikkert blev mere og mere fyldt med kites i luften. Starten blev udskudt endnu 15 minutter hvilket var frustrerende da alle kunne mærke at vinden var på vej nedad – og der bare var det flotteste solskin. Endelig gik det gule flag ned og ét minut til start, de fleste af dem der var længere tilbage i feltet begynde i et langsomt tempo at køre imod startlinjen og pludseligt lød hornet og ca 300 kites dykkede simultant i et gigantisk powerstroke.

Så er starten gået - og der er kun én vej; fremad :-)
Så er starten gået – og der er kun én vej; fremad 🙂

Starten var gået og jeg fandt hurtigt mig selv i midten af en dejlige kaos af kites over det hele – heldigvis ingen af dem på jorden eller viklet sammen i min retning, hvilket i sig selv er ganske imponerende. Midt imellem startlinjen og gate et kom jeg ind i et mindre vind-hul, så måtte arbejde kiten lidt – ikke det nemmeste, når der er kites over alt, men det gik fint frem til første gate. Gate et lå – modsat sidste år og som den eneste ud over finish linjen – ikke på en bjergtop, men nede på det flade område, gate to derimod lå på en bakketop direkte downwind. En stor del af kiterne foran mig havde taget turen imod venstre, men jeg kunne se, at dem længst fremme havde lidt problemer med lav vind, så jeg besluttede mig for, at forsætte et godt tykke forbi gate et inden jeg vendte. Det viste sig at være en fornuftig beslutning, for havde vind hele vejen til gate to – ganske vist måtte jeg arbejde kiten, men ingen problemer med at komme frem. Der var dog en gut der smed sin kite ned i mine linjer, så måtte lige bruge et par minutter på at relaunche – det er en del af gamet og ingen skade sket for hverken ham eller mig så skidt pyt.

Ligger ikke ligefrem i front på vej til gate to, men skidt pyt alt kan ske endnu...
Ligger ikke ligefrem i front på vej til gate to, men skidt pyt alt kan ske endnu…

Gate to var placeret på en høj bjergtop med en ganske stejl nedstigning, som jeg bestemt ikke følte for at tage den ned af. Jeg blev endnu en gang offer for mine manglende evner på ski, så jeg tog en omvej i håb om at finde en nedstigning, der var blidere. Det lykkedes mig også at finde en, men en blanding af panik, adrenalin og uopmærksomhed gjorde, at jeg indhentede min kite, der flaggede ud midt på bjergsiden, og ikke nok med det, jeg fik mine liner viklet godt og grundigt sammen, så der var ikke andet for end at vikle linerne ud og efterfølgende gå linerne ud på ny. Ikke det nemmeste i knæ dyb sne med skistøvler på kan jeg tilføje.

Find én fejl…
Find én fejl…
Find én fejl...
Find én fejl…

Efter at have spildt ca. 40 minutter havde jeg kiten i luften igen og på vej imod gate tre – en fantastisk dejligt følelse, selvom det var tydeligt, at vinden var faldet yderligere. Gate tre var – som de andre gates – placeret på en bjergtop, men vejen dertil var næsten en ren halvvind, så det var rimeligt nemt. De havde godt nok lovet, at man kunne se fra den ene gate til den anden, men jeg kunne nu ikke se hvor gate fire var henne af. Racet havde været i gang i knap 1½ time, så der var kites over alt, men jeg besluttede mig for, at følge de kitere der var nærmest, nogle af dem var jo sikkert på deres anden omgang og viste derfor i hvilken retning man skulle. Fra gate 3 til gate 4 var det næste direkte dowwind, ikke det værste på ski, men kombineret med at der var en lang (Men ikke skræmmende) nedstigning gjorde, at jeg ikke kunne køre direkte downwind med risiko for at indhente kiten – og følte ikke lige for at gå liner ud igen.

Gate tre passeret, herfra er det ned af bakke :-)
Gate tre passeret, herfra er det ned af bakke 🙂

Vel nede i bunden gik det fint et godt stykke tid, men pudseligt var der bare ikke mere vind, øv det var ikke lige hvad jeg havde sat mig op efter. Pludseligt kunne jeg se Jo’s kite, hun var også stranden. Vi kunne se op til gate fire, men der var bare ikke nok vind til at komme derop. Jeg besluttede mig for at gå den sure vej op til gate fire i håb om mere vind der. Det var hårdt og der var ingen belønning i form af vind, men jeg besluttede mig alligevel for at gøre kiten klar i fald der kom vind. Pludseligt kom der mange kites op imod gaten, de kom tydeligvis med vind! Det var dog totalt kaos, jeg talte mindst 3 kites, der droppede ned med linerne direkte foran gaten, så valgte at hjælpe lidt inden jeg tog min egen kite op igen – der var alligevel heller ikke meget plads til at launche.

Lige på den anden side af gate 4 forsvandt vinden og igen var der mange kites på jorden...
Lige på den anden side af gate 4 forsvandt vinden og igen var der mange kites på jorden…

Der var vind, men det var meget begrænset og kunne se, at flere kitere kun kom et par hundrede meter inden de fik problemer igen. Det lykkedes mig at komme et godt stykke længere, jeg besluttede mig for at holde mig på toppen i håb om at der var lidt vind at hente. Taktikken var god nok, men vinden udeblev så inden længere kunne jeg ikke engang holde kiten i luften. Der var ikke andet for, end at slappe af og nyde udsigten – følte bestemt ikke for at gå et par km retur til gate fire! Jo fik kæmpet sig vej op til mig og vi snakkede lidt om der mon ville komme vind igen. Pludseligt så vi Shaun i horisonten, denne gang på hans Peter Lynn Leopard 11 meter. Han startede racet på sin 6 meter Peter Lynn fury – imponerende at han kom en hel omgang på den lille kite!

Jo og jeg sidder og nyder udsigten - der er ikke meget andet at gøre, når der ikke er noget vind...
Jo og jeg sidder og nyder udsigten – der er ikke meget andet at gøre, når der ikke er noget vind…

Der kom lidt vind og efter lidt fumlen og en gang filter af Jo’s og min kite var jeg på vej imod gate fem. Vinden havde drejet, så det var mere eller mindre en halvvind igen. Havde en rimelig løs ide om hvor gate fem var, så jeg tog afsted imod den. Det gik faktisk ganske fornuftigt, en enkelt gang var jeg uopmærksom og kiten crashede ned på bjergsiden – øv tænkte at det sikkert ville blive noget skrammel at relaunche, men det gik faktisk rimeligt nemt. Jeg var næsten på toppen af bjerget og kunne stadig ikke se gate fem, så besluttede mig for at krydse på tværs – og vupti der var den, mindre end 50 meter fra mig. Dejligt – nu var jeg sikker på, at jeg nok skulle gennemføre én omgang i hvert fald. Resten af vejen ned til startlinjen gik rimeligt smertefrit og jeg kørte efter gate et.

http://sharevideo.redbull.com/?qualityHover=Change%20quality&closedCaptionsHover=Subtitles&relatedcontent=true,true&dynamicStreaming=true&autoStart=false&jumpHover=Jump%20backwards&link=http://www.redbull.com&filter=channel:Snow&isUI=true&labels=http://www.redbull.com/cs/RedBull2Misc/brightcove/no_NO_labels.xml&linkBaseURL=http://redbullragnarok.com/&isVid=true&logoHover=Visit%20RedBull.no/Snow&bckey=AQ~~,AAABTw4lHzE~,sr1E9bdX6d4wCdvdlD8QKdNij3uKs2K9&bcpid=1684512102001&isRTL=false&bgcolor=#000000&bctid=4171836280001&startTime=1429555880818&socialHover=Share%20or%20embed&htmlFallback=true&onsiteSettings=false,false,false,true
Den officielle video fra årets race, hvor jeg åbenbart fik en plads i 🙂

Det tog ikke lang tid at komme til gate et, men de var ved at pakke sammen, det var gået min næse forbi at cutover time var kl. 18.00 – og klokken var nu 18.30 ca. Jeg vendte om og kørte retur imod vores grej, da jeg kom frem stod Shaun og viftede voldsomt med armene og råbte, at jeg havde misset gate 6! Selvom cutover time var passeret besluttede jeg mig for at køre forbi den, så jeg i det mindste kunne sige, at jeg havde gennemført én omgang! Jeg havde valgt ikke at medbringe vand eller mad på turen, da der jo var fin vind og forventede at ville gennemføre første omgang på maks en time – nu var der gået lidt over 4½ time siden starten gik, så vand og Red Bull var kærkomment, ligesom de medbragte sandwich blev spist med velbehag. Jo var blevet samlet op af en snescooter da de var i gang med at samle fik ind inden den sidste bus gik hjemover.

Glade og trætte på vej retur til Haugastøl...
Glade og trætte på vej retur til Haugastøl…

Det har været en super fantastisk oplevelse igen i år, jeg kan godt blive svært afhængigt af at komme en tur til Norge og snowkite mindst én gang om året. Det er bare fantastisk have så stort et område at udforske, så længe der er vind kan man køre lige derhen, som man har lyst. For hver gang jeg er på skiene med kiten bliver jeg lidt bedre, så hvem ved måske er næste år året, hvor jeg rent faktisk gennemfører!

Advertisements