For 6. gang blev Red Bull Ragnarok afholdt på Hardangervidda i Norge – det blev min 3. deltagelse ved dette fantastiske event, der altid byder på helt unikke oplevelser. Ragnarok er i alt sin enkelthed et snowkite race bestående af 5 omgange med 5 gates, der skal passeres i rækkefølge. En omgang er ca. 20 km i fugleflugt, så den totale distance ender et stykke over 100 km – for dem der altså gennemfører alle 5 omgange på de 5 timer, som racet normalt tager.
Vi tog fra Danmark onsdag aften og ankom torsdag morgen i Ustoset, der skulle være vores hjem de kommende 4 dage. Efter at have indhentet noget af den forsømte søvn kørte vi ud imod plateauet for at teste formen af. Vejret på Hardangervidda viste sig dog fra sin lunefulde side og vejen igennem reservatet blev lukket for privat transport inden vi nåede derop. Heldigvis er selve plateauet ikke det eneste, som man kan snowkite (omend der er få steder i verden der kan matche forholdene). Vi endte med at få et par gode ture på søen kun få km fra lejligheden og følte os klar til racet…
Det blev fredag og dermed første mulige raceday. Vi havde naturligvis allerede tjekket udsigten (flere gange) og havde derfor en stærk formodning om at racet ville blive annonceret kl. 9.00 på dagens riders meeting. Udsigten meldte rimelig let vind og flot solskin det meste af dagen, noget der skulle vise sig både at passe rigtigt godt og overhovedet ikke, som dagen skred frem. 350 spændte kitere sad klar, da ruten blev annonceret. Årets rute var anderledes end de tidligere år, hvor jeg har været med. Dette år ville vi ikke komme så langt væk fra hovedområdet, til gengæld ville der være et 9 km ben fra gate 2 til gate 3, hvor vi i øvrigt ville møde krydsende trafik fra gate 4 til gate 5.
Da vi ankom til launch area, var der ingen vind overhovedet, så der var masser af tid til at rigge til og sludre med de øvrige deltagere. Selvom 4-500 kites bare ligger på jorden, så er det nu et imponerende syn. Jeg brugte tiden på at indhente noget jeg havde forsømt, nemlig at trimme min Flysurfer Speed 4 15 meter. Jeg har for nyligt skiftet depower linen og derfor trængte den voldsomt til at blive trimmet igen. Imens jeg gik og hyggede mig med det, kom vinden lige så stille og jeg fik kiten i luften for at tjekke om den virkede nogenlunde fornuftigt trimmet. Det virkede ikke så tosset i de 4-5 ms, der må have været. Ikke toptrimmet, men vigtigst af alt stabilt i luften. Med det kaos en masse-start med 350 kitere, der skal krydse en 100-200 meter bred startlinje, vil medføre er det sidste, man vil have en kite, der ikke hænger stabilitet luften.
Jeg kørte lidt og forsøgte at lokalisere gate 1. Jeg ved fra tidligere år, at det kan være svært at gennemskue hvilken retning, der er den rigtige, når flere hundrede kitere ligger spredt ud på ruten. Det er i høj grad en del at game – og noget af det unikke ved Ragnarok – at finde en beste vej til de forskellige gates i de forhold, man står i. Det betyder også, at hvad der er den bedste vej for den ene, måske ikke er den bedste for en anden. Jeg fik øje på gate 1 på toppen af den første bakke og vendte retur for at finde en god placering til starten.
Det lykkedes mig at få min placeret i høre afstand af ham, der styrede nedtællingen – 15 minutter til start. Vinden var faldende og jeg begyndte at bemærke, at kiten ikke var så glad for den lave vind – desværre et resultat af at trimmet ikke var helt i skabet. Jeg parkerede kiten på trailing edge og slappede af, der er ingen grund til at bruge mere energi end højest nødvendigt, 5 timers race ville blive rigeligt hårdt!
Det gule flag kom ned – 1 minut til start. Jeg fik kiten i luften igen og kunne godt mærke, at det ikke ville blive den flyvende start, jeg havde håbet på – selv folk med race foils havde til tider svært ved at holde deres kites i luften. Jeg kunne høre nedtællingen i det fjerne, 10-9-8- ok så er det bare at køre imod linjen – og så lød hornet. Red Bull Ragnarok 2016 var officielt i gang.
På vej op af den første stigning kunne jeg godt fornemme, at der manglede power, der var virkeligt ikke meget vind og jeg måtte arbejde for at holde fart i skiene. Der var mange, der havde svært ved at holde deres kites i luften, specielt dem med tube kites blev udfordret, og jeg endte også med at få en kite bakkende ned lige i mig, så min egen røg i jorden. Det er jo hvad der sker, så op på hesten igen. Jeg havde lidt problemer med at komme helt op på toppen, så endte med at køre på siden af bjerget, det gik fint og kom langsomt men sikkert op imod toppen. Det gik dog op for mig at jeg måtte have passeret gate 1, så da jeg kom helt op på toppen kiggede jeg tilbage og ganske rigtigt en 300-400 meter upwind lå gate 1. Det var dog ikke længere et problem at gå højde, for her på toppen var der masser af vind. Et par gode lange ben og jeg var oppe ved gate 1, der var dog lidt rod omkring gaten (der næppe var bredere end 20 meter), så jeg endte med køre igennem gaten ”bagfra” – det er der nemlig ingen regler om 🙂
Herefter gik det hurtigt i retning af gate 2, der var masser af vind på bakkekammen, så her besluttede jeg mig for at blive. Den uundgåelige nedstigning frygtede jeg lidt, de 2 foregående år havde jeg lavet fejl på vej ned, med det resultat at kiten var droppet ud af himlen. Jeg kunne se gate 2 på toppen af en meget mindre høj downwind, så jeg vurderede at det måtte tage lidt ekstra tid og distance, men den beste løsning var at krydse ned på tværs. Nu har jeg jo aldrig stået på ski, så mine evner er meget begrænset (mildest talt), men selvtillidsmåleren var helt i toppen, da jeg i forrygende fart – og 80% i kontrol – kom ned til bunden. På vej derned kunne jeg se, at folk endnu en gang kæmpede med at holde deres kites i luften. Jeg besluttede mig for at tage en lidt anden rute i håb om, at det ville give mig en lettere vej op til gate 2. Det gik sådan nogenlunde og uden alt for meget banden fik jeg krydset gate to. Så begyndte et 9 km ben i retning af gate 3. De første km gik rigtigt godt, jeg forsøgte at holde mig på det højeste område at den dal, som var den lige vej til gate 3. Jeg slap dog ikke for at kæmpe og kiten var nede flere gange, men det lykkedes mig at komme tilbage få km fra startområdet og dermed ikke så meget i læ fra bjerget, som gate 1 lå på. Herefter gik det rigtigt fint imod gate 3 og uden de store anstrengelser kunne jeg krydse gate 3.
Så begyndte turen op imod gate fire, og bedst som jeg var på vej, droppede vinden, ja det er faktisk en underdrivelse – den forsvandt fuldstændigt! Efter meget rod besluttede jeg mig for at ligge kiten ned og gå op til gate 4 – der er ingen regler, der siger at man skal have sit grej med igennem gate. Efter at have nydt udsigten, muntert brokket mig over den manglende vind og taget en selfie og postet på Facebook gik jeg ned til min kite igen. Jeg håbede på, at der ville være nok til at kunne holde den i luften og så køre vind i den på vej med at bjerget. Men ak nej, slet ingen vind og ingen mulighed for at holde den i luften. Her forbandede jeg mine manglende evner på ski, mange af de øvrige deltagere tog den på ski ned af bjerget i et forrygende tempo. Efter at have pakket kiten gik jeg ned af den stejleste strækning og tænkte, at måske det alligevel var et godt tidspunkt at lære det der med ski uden kite. Så med kiten under armen og mit harness omkring kørte jeg ned – helt uden at falde og brække både arme og ben! Desværre var der ikke hældning hele vejen ned til gate 5, så jeg måtte gå 5-600 meter med kite og ski under armene igennem gate 5. Mentalt havde jeg næsten givet op, men der var stadig masser af tid tilbage, så der var et spinkelt håb. Jeg fik en Red Bull og mærkede vinden stige markant! En hurtig beslutning og tjek med race master hvor lang tid til cutoff – lidt over 2 timer, så var valget jo nemt. Fik bundet min Red Bull og relaunchet kiten.
Nu var der vind, masser af vind endda. Nu hvor der var mere vind virkede kiten bedre trimmet, specielt når det gik op at bakke. Det er tydeligt, at den ikke er så hurtig, til gengæld var den super grunty, så den trak som en traktor. Gate 1 blev hurtigt passeret, jeg besluttede mig for at tage samme vej, som i første omgang imod gate 2. Der var nu mere vind på toppen og jeg var rimeligt overpowered, men det lykkedes mig at komme ned igen helskindet. Gate 2 blev også passeret i god stil og det lange ben imod gate 3 begyndte igen. Denne gang uden de store udfordringer og havde en helt igennem fantastisk følelse i kroppen. Henne ved gate 3 var der lidt mindre vind, men ikke noget, der gav problemer, og jeg var hurtigt på toppen ved gate 4. Nedstigningen imod gate 5 var lidt skræmmende, så jeg tog en mere konservativ rute end mange af de mere øvede deltagere – det gav pote i forhold til, at jeg heller ikke her fik kiten til at droppe ud af himlen. På det flade stykke ved gate fem var der mindre vind og ret meget trafik, både deltagere der var i gang og dem, der havde give op. Uden for meget anstrengelser kom jeg igennem gate 5. Runden tog lidt under en time ifølge mit GPS ur, og jeg begyndte for tredje gang turen op til gate 1. Vejret var nu skiftet fra det flotte solskin vi havde i starten til let sne og alt andet end super sigtbarhed.
Turen til gate 1 gik ganske fint, der var et par snowboardere på hver deres Flysurfer Sonic, som jeg fint kunne følge med. De tog en rute på bjergsiden i stedet for toppen, det så ud til at de havde fin power, så jeg besluttede mig for at følge trop. Det var faktisk en rigtig god beslutning og noget, som jeg skulle have gjort allerede fra første omgang. Det gik rimeligt hurtigt ned og i en direkte linje til gate 2 og jeg begyndte at tro på, at jeg kunne nå en hel omgang og slutte af i fin form. Jeg vendte hurtigt næsen imod gate 3. De første 3 km gik helt perfekt og jeg nød virkeligt turen – også selvom der nu nærmest var whiteout. Ud af det blå droppede vinden helt og jeg måtte kæmpe en kamp med at få kiten i luften igen. Det var nu tydeligt, at jeg ikke ville nå en fuld omgang, men jeg ville i hvert fald kæmpe for at nå til gate 3 inden cutoff. De sidste kraftanstrengelser blev gjort og jeg nåede til gate 3 og fik af vide, at racet var blevet ”fløjtet af”. Det skulle dog ikke afholde mig fra at krydse gaten inden det gik retur til launch area og pakke ned for dagen.
Det var et race, der på mange måder var lige så sjovt, hårdt, frustrerende, fantastisk og fedt, som de 2 foregående år. Selvom jeg havde en forventning om at kunne gennemføre alle fem omgange i år – ikke mindst fordi mine Flysurfers har en super god lowend – så er jeg rigtigt godt tilfreds. Ikke mindst fordi vedholdenhed blev belønnet af et par timer med god vind, så jeg rent faktisk fik kørt mere end en enkelt omgang, så næste år er jeg klar igen. Jeg har endnu ikke fået nok af den helt igennem fantastiske oplevelse Red Bull Ragnarok er!
Powerkiter 