Mig

HELL NO – det skal jeg aldrig prøve

Når jeg sådan tænker tilbage, på før jeg startede med at kite, så er det egentligt lidt pudsigt. Tilbage i 2007 eller 2008 så jeg et canadisk TV show kaldet “Guinea Pig” med en fyr ved navn Ryan Stock. I en af episoderne (Sæson 1, episode 5) skulle han demonstrere vinden og dens kræfter. Ca 10 minutter inde i udsendelsen var han i gang med at lege med power kites – og det ender jo naturligvis galt, kombinationen af mængden af undervisning og tidens kites resulterer i en brækket fod. Jeg kan tydeligt huske, at da jeg sad og så det tænkte jeg; “Shit det ser fedt ud, men HELL NO – aldrig noget jeg skal prøve!” Fast forward til i dag, Jeg tænker stadig: “Shit det ser fedt ud”, når jeg ser folk der kiter, men nu tænker jeg “HELL YEA” – lad mig få en kite i hånden og et board under fødderne. Og når jeg ikke er ude, ja så går der ikke en dag, hvor udsigten ikke bliver tjekket og mentale planer bliver lagt for at kunne komme ud næste gang – var der nogen der sagde junkie? 🙂

Jeg jagten stadig på PB på landboard å 49,5 km/t...

Min kite historie begyndte i 2009 med købet af den første “rigtige” kite, en 3,5 kvm Ozone IMP trainer. Og nej det er jo faktisk ikke en rigtig kite, men når nu referencepunktet var almindelige “tysker-2-linede kites” – så var det på mange måder en “rigtig” kite. Det tog ikke mange ture på boardet, inden tankerne om en større kite begyndte at spire. Der gik dog heller ikke mere end en 3-4 måneder, inden min første depower kite blev indkøbt. Ung, dum og naiv – ok måske mest af alt bare dum og naiv – tænkte jeg, at landboarding var et perfekt billigt springbræt til kitesurfing.

Godt? Ja helt bestemt!
Billigt? Overhovedet ikke!
Fortryder jeg mit valg? Not even remotely close!
Landboarding blev min intro til kiting og er lidt ligesom den første kærlighed, den vil altid have en speciel plads i ens hjerte.

 

Jeg er kiter…

Jeg er ikke “bare” kitesurfer, jeg er ikke “bare” kite landboarder – jeg er kiter! Jeg nyder at kite og om det er på land eller vand, på board eller i en buggy – alle varianter har sin charme og sin berettigelse i min lille verden. At bo i Danmark gør det naturligvis mere åbenlyst at surfe end at kite ski – måske derfor jeg ser frem til det, når muligheden netop byder på en kite ski session herhjemme.

Mit Blankforce MK3 spiller bare - det er virkeligt et top-lækkert board....

Se med mere end et par sæsoner og adskillige timer på en sandblæst strand med en kite i bagagen, så må jeg da have lært lidt, og det har jeg bestemt, men nogen vild freestyle eller race kiter er jeg langt fra – meget endda. Jeg er nok mere en morfar hygge kiter, det kommer næppe til at være mig du ser lave kiteloop handle-passes eller på podiet til et race stævne. Jeg forsøger at presse mig selv, hver gang jeg er ude, men det går i det tempo det går – og mest af alt elsker jeg bare at kite.
Jeg kommer aldrig til at hamle tilnærmelsesvis op med de unge freestyle gutter, der i en alder af 18-år allerede har kitet længere tid end mig – eller de gamle race rotter, der har dyrket det i en menneskealder (Windsurf før kite). Til gengæld er jeg passioneret omkring kiting og fortæller glad og gerne om det til alle, der gider høre om det (Og måske også enkelte der ikke rigtigt gider, men bare ikke når at få et ord indført :-D). Stod det til mig, så skulle alle prøve at stå med en trainer kite i luften mindst én gang i deres liv – det giver en fantastisk følelse af frihed, som jeg ikke har oplevet ved noget andet.
Det ser godt ud med skyggen fra kiten, der bryder solens refleksion i vandet...