Jeg havde som nævnt besluttet mig for, at starte nede bagerst længst downwind og arbejde mig op igennem feltet. Dels ville jeg gerne undgå, at få en kite i hovedet og dels ville jeg gerne undgå at min kite faldt ud af himlen og blev kørt over. Et klogt valg skulle det hurtigt vise sig. I perioden fra jeg launchede og til starten gik droppe vinden, ikke at den forsvandt, men der var godt nok ikke meget tilbage. Det betød også, at bedst som jeg kom hen imod startlinjen, gik det galt og kiten faldt ud af himlen – og landede lige på start-linjen. Jeg måtte ligge og rode lidt inden jeg – med hjælp fra en Red Bull gut – fik skidtet i luften igen. Det var tydeligt, at jeg var blandt de bagerste 25 kitere – ikke at det gjorde noget, for 400-500 meter længere fremme kunne jeg se, at kites faldt ned på stribe. Jeg kom faktisk ok fra start efter mit lille uheld, men kunne hurtigt mærke hvorfor, der længere fremme lå så mange kites på jorden! Fast besluttet på at udnytte den smule fart jeg havde opbygget, begyndte jeg at loope kiten – og det gav tilpas meget power til, at jeg kunne komme hen til hvad der umiddelbart var hovedfeltet. Her var mange så småt begyndt at pakke kites ned for at gå op til gate 1.
Banen var lagt strategisk vældigt interessant, 5 gates plus start/mål, der dækker ca. 13 km lyder jo ikke af noget specielt – hvis ikke lige det var fordi, at samtlige fem gates lå på bjergtoppe med relativt (I hvert fald for en uerfaren dansker som mig) dybe dale imellem. Tilsæt let vind – der i bjergene kommer og går – ja så har du Red Bull Ragnarok 2014. Hver gate var yderligere kun 10-15 meter bred, så det var begrænset hvor mange kitere, der kunne klemmes ind ad gangen – ikke at det blev et problem for mig, da jeg jo lå rimeligt meget bagerst. Ligesom så mange andre, så kom jeg også til at punkt, hvor kiten nærmest ikke kunne blive i luften og da slet ikke trække mig. Så jeg pakkede ned og gik den hårde, tunge vej op igennem gate 1 på toppen af en lille bjergkam. Det var tydeligt på flagene, at der var mere vind deroppe, så modet blev trods alt holdt højt – og så er det jo rart at se, at man ikke er den eneste i den situation. På toppen var der ok med vind – så jeg rullede kiten ud og satte linerne på og fik den hurtigt i vejret igen.
Veje fra gate 1 til gate 2 var primært et flat plateau og rimeligt dead down wind. Det gik fantastisk godt – lige indtil jeg fejlbedømte et loop og crashede min kite i en stakkels sagesløs gut på en flysurfer. Han var lynhurtig til at udløse (Og var i øvrigt ikke i megen bevægelse), så ingen skade sket, udover at jeg forsinkede ham. Jeg skyndte mig at hjælpe ham op, så han ikke blev mere forsinket end højest nødvendigt. Han tog det meget pænt, og jeg måtte endnu en gang ligge liner ud, men kiten var stort set fyldt med luft, så det gik smertefrit. Gate 2 lå på en mindre bakketop, men jeg måtte da kæmpe lidt for at komme helt derop. Finten var at krydse kiten frem og tilbage igennem vinduet og jeg kunne med tilfredshed konstatere, at jeg kunne krydse gate 2 med en god del kites bag mig.
Umiddelbart efter gate 2 gik det relativt stejlt ned for en novice på ski som jeg. 3/4 af nedstigningen gik fint, men så fik jeg indhentet kiten og den droppe ud af vinduet. Der lå jeg så med linerne direkte på tværs over kørelinen – heldigvis var der ikke andre umiddelbart bag mig, så fik flyttet kite og liner af vejen og fik med lidt arbejde kiten i luften igen – men ikke klar til at køre videre. I kampens hede havde jeg præsteret at få inverted kiten ikke mindre end 2 gange – mine styreliner var altså 2 gange snoet omkring mine powerliner, og bestemt ikke noget jeg havde lyst til at kite videre med, men ville heller ikke gerne tage kiten ned igen. Jeg huskede tilbage på en tidligere session med Shaun, hvor han viste mig, hvordan det kan fikses med kiten i luften – så længe det er i lav vind. Tricket er meget simpelt; af med chickenloop og safety, hold fast oppe hvor powerlines forbinder til depowerlinen og “kast” baren med chickenloop igennem. Vupti 2 gange igennem og alt var igen som det skulle være – men lidt spændende var det da at stå med kiten der og vide, at ryger den ud af hænderne på mig, så flyver den sq væk (Men lander måske relativt hurtigt igen, da der var lav vind). Der var nu gået på den anden side af 1½ time og jeg kunne godt mærke, at bentøjet var træt. Dels er jeg jo ikke specielt vant til ski og dels er det bare møjhårdt at kite i marginalvind på den måde. Når der så yderligere er behov for at gå op af en bjergside, ja så er det sq hårdt.
Vejen til gate 3 var rimelig fin og flad – lige bortset fra, at gaten altså lå på toppen af endnu en kam. Igen måtte kiten loopes ret kraftigt for at komme til toppen, men i modsætning til gate 2, så var der mere vind og dermed markant lettere. Der var en fantastisk udsigt og man kunne ane gate 4 på den næste og højeste af toppene. Imellem hver gate var der sat Red Bull flag, så man ikke var i tvivl om hvilket retning man skulle. Jeg måtte dog bittert erfare, at flagene ikke nødvendigvis var den mest snedige rute. Lidt trøst giver det dog mig at vide, at selv nogle af de erfarne snowkitere lavede samme fejl. Den lige linje imellem gate 3 og gate 4 gik igennem en dyb dal og selvom vinden var fin på toppen, så var opstigningen stejl som bare fanden. På vej ned fra gate 3 fik jeg fin fart på og i min glædesrus over det, opdagede jeg ikke, at stort set alle andre tog den lidt længere vej på bakkekammen i stedet for ned i bakkedalen. Nede i bunden kunne jeg hurtigt konkludere, at jeg på ingen måde ville kunne komme op på toppen, så jeg måtte tage et par gode ben retur for at komme op på kammen igen. Og selvom der her var vind, så havde jeg stadig voldsomme problemer med at komme op – og havde brugt yderligere energi på min lille detour. Til sidst måtte jeg overgive mig, tage skiene af og gå op – dog stadig med kiten i luften.
5-10 meter fra toppen kunne jeg mærke, at der var vind – masser af vind, så på med skiene og direkte til gate 4. Jeg var lige ved at være overpowered og selvom solen skinnede fantastisk fra en skyfri himmel, så blev det hurtigt køligt. Opstigningen til gate 4 havde taget på mine kræfter og jeg var ved at være ganske godt brugt, ikke bare i benene men faktisk i hele kroppen. Ca. midt mellem gate 4 og gate 5 mødte jeg en tysker, med hans Ozone Chrono liggende på jorden – han råbte efter mig om han måtte låne min kite. Jeg tænke, at han lavede sjov og gav ham et smil og sagde nej, men da han fortalte, at han lå nummer 2 eller tre og kun manglede at komme igennem gate 5 og så i mål og i øvrigt ville komme tilbage med den, så endte jeg med at give ham den med formaningen “You break it, you buy it”. Jeg travede videre til gate 5, kunne jo lige så godt bruge tiden fornuftigt, og der ville jo være lidt at se på der, da de seje ville hoppe og svæve flere hundrede meter ud for at lande og køre videre. Jeg fortalte gutten fra Red Bull om min situation og han spurgte, om jeg ville have et lift med snescooter ned til målområdet. Det ville jeg egentligt gerne, så hang ud sammen med ham og nød synet, indtil jeg blev hentet. På vej ned til målområdet fik gutten med min kite øje på mig, kiten lå halvt pakket sammen og vi kørte over til ham. Lettere nervøs spurgte jeg ham, hvad der var sket, men det viste sig, at han længe var færdig og egentligt var på vej retur til mig, men havde givet op. Kiten blev endnu en gang sat i luften, og jeg tænkte, at jeg sagtens kunne nå endnu en omgang.
Det blev dog hurtigt klart, at den fantastiske vind, som jeg havde oplevet ved gate 4 og 5 (Og imellem dem) overhovedet ikke var at finde nede i målområdet. Efter 15-20 minutters kæmpen uden at jeg rigtigt kom tættere på, besluttede jeg mig for, at droppe det og pakke sammen. Træt og egentligt ok tilfreds med min egen præstation på trods af, at det kun blev til én omgang. Jeg havde ikke nogen ide om gutten med Chrono’en rent faktisk havde talt sandt, men han virkede oprigtig, så var lidt spændt på, om jeg lige havde hjulpet ham til en podieplads. Det viste sig ved at hurtig tjek på leader board, at der var 4 tyskere i top 4 flere af dem med racekites, så der var der da en vis chance for at en af dem var ham. Der var ingen tvivl om, at gutterne med racekites ville blive vindere i dagens forhold. Jeg snakkede efterfølgende med ham, og han var meget taknemmelig for, at jeg havde lånt ham min kite – jeg fik nævnt, at jeg da gerne ville prøve hans Chrono ved lejlighed, men at jeg var for træt i øjeblikket. Det viste sig, at det var Felix Kersten – en for mig ukendt tysk kiter, der åbenbart klarer sig generelt ret godt på sneen – og sørme om ikke han tog 3. pladsen. Naturligvis primært pga. den vilde performance i hans Chrono, men uden min Charger var han ingen steder kommet!
Dermed sluttede Red Bull Ragnarok racet, hvor 40 kitere gennemførte alle fem omgange, langt størstedelen af disse var på ski. Jacob var ikke kommet godt fra start, faktisk kom han stort set ikke fra start og var derfor sulten efter lidt kiting. Da jeg havde sundet mig lidt, besluttede vi os for, at det blev til en late night dinner og i stedet bruge tiden, hvor der var lyst på at kite lidt. Kenneth, der havde taget en omgang på snowboard (Tog ca. 4,5 time) var færdig, så han blev hjemme. Med en forventning om, at der ville være mere vind, skiftede jeg skiene ud med snowboardet. Vi fik en fantastisk sessions med stabil vind omkring 6,5 m/s – faktisk turens bedste. Vi pakkede ned, da vi knap kunne se til det og kørte tilfredse hjem – jeg sov som en baby den nat 🙂
Vi havde jo stadig en hel lørdag at lege i og med udsigt til mere vind, var vi meget klar på en god dags snowkiting, det blev dog ikke helt, som vi havde forestillet os. I modsætning til de foregående dage, var der lovet sne og overskyet, det viste sig lidt over middag lørdag, at det stort set betød white-out og ganske interessante forhold at kite i. Formiddagen var derimod ok, ikke med sol, men der var klart med en ok sigtbarhed. Vi tog på “klatre-tur” på hvad umiddelbart var én af de højeste toppe omkring Dyranut – vi strandede dog midlertidigt på en bjergside, da vinden døde og vores kites havde lagt sig pænt på sneen. Efter 15-20 minutter var der lidt vind og vi kunne køre ned, men længere nede var der igen ikke meget, sådan kan det hurtigt ændre sig i bjergene, har jeg nu lært. Vi besluttede os for, at det var tid til frokost og en smut over på det flade stykke foran hotellet. Efter en hurtig bid brød gik vi ud igen, der var kommet mere vind og vi kunne ligge og lege på én af verdens bedste snowkite spots. Det skal dog nævnes, at det er hårdt som bare pokker, når underlaget er iset til, som det var tilfældet – men der var vind, så vi kan vel ikke klage? Resten af dagen gik vinden op og ned, og selvom snefaldet hjalp på underlaget, så var det vildt svært at se konturer – hvilket gør det nærmest umuligt at vurdere højde, når man hænger i luften.
Pludseligt dukkede Felix op og spurgte, om jeg ville have den tur på hans Chrono, som vi havde snakket om dagen inden (Han var faktisk meget ivrig for at give mig den), så jeg endte med at prøve den i en 10 minutters tid. Hold nu op den er lækker! Den er silkeblød i styringen, men tag endelig ikke fejl, den performer som en gal selv i let vind. Jeg havde forestillet mig, at den ville være sværere at få til at makke ret, men det gik forbavsende godt. En ting som jeg bemærkede var, at den gik vildt højt til vinden. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, der bliver i et par artikler nævnt, at den synger i luften pga. de ultra tynde liner – det er sq rgtigt! Jeg forsøgte mig også med et hop eller to, som med så mange andre high aspect kites, så kræver det knivskarp timing. Se skulle man i gang med noget seriøst race og kiggede man ikke på prisskiltet, så var det sådan en man skulle have. Racet taler jo også for sig selv; top 3 indenfor ski + vinderen på snowboard brugte Ozone Chrono’s. Udvalgte pro racers have i øvrigt GPS tracking på, så man kan se deres indbyrdes kamp – tjek det ud.
Hele eventet har været en fantastisk oplevelse, og jeg er blevet ret hooked på at komme derop igen – og meget gerne til Red Bull Ragnarok igen næste år, men denne gang med noget mere træning forud. Det var tydeligt, at erfaring i bjergene er forskellen på at køre og at gå med kite i de forhold, vi havde i år. Hardangervidda er et fantastisk område – en ren legeplads med alt hvad man kan ønske sig af terræn – både fladt og med bjerge. Tilbage er nu kun at huske tilbage på en fantastisk tur – og naturligvis redigere de 65 gb råfilm og billeder, som vi har taget. Det må vente til 3. og sidste afsnit, men hold ikke vejret, det kommer til at tage noget tid 🙂
Powerkiter 